70-årsreglen ophæves

Folketinget har på grund af ønsket om at bevare det ”grå guld” på arbejdsmarkedet i længere tid vedtaget at ophæve 70-årsreglen, der har betydet, at virksomheder og medarbejdere har kunnet indgå aftale om, at ansættelsesforholdet ville stoppe, når medarbejderen blev 70 år. Dette er fra den 1. januar 2016 ikke længere lovligt.

Det er derfor ulovligt at indgå aftaler med medarbejdere om, at denne automatisk skal fratræde sin stilling, når denne fylder 70 år eller mere. Efter den 1. januar 2016 gælder der således ikke nogen grænse for, hvor længe medarbejderen kan blive i virksomheden.

Hvis en arbejdsgiver afskediger en medarbejder med henvisning til den ugyldige bestemmelse i ansættelseskontrakten efter, at lovændringen er trådt i kraft, vil det være ulovlig forskelsbehandling på grund af alder. Medarbejderen vil derfor kunne tilkendes en godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven – typisk i niveauet 6-9 måneder.

Lovændringen ændrer ikke på gyldigheden af gældende bestemmelser i kollektive overenskomster om pligtmæssig fratrædelsesalder på 70 år eller derover. Disse ansættelsesaftaler er fortsat gyldige, såfremt de kollektive overenskomster er indgået mellem den 1. januar 2008 og den 1. januar 2016.


Aldersgrænserne er gyldige indtil det tidspunkt, hvor overenskomsten kan opsiges til ophør – i modsætning til aldersgrænser i individuelle ansættelseskontrakter, som uden videre bliver ugyldige, når loven træder i kraft.

De medarbejdere, der har en ansættelseskontrakt, hvori der står, at de skal fratræde deres stilling, når de bliver 70 år, skal, hvor dette ikke er lovligt, have ændret deres ansættelsesaftale enten i form af en helt ny kontrakt eller i form af et tillæg til ansættelseskontrakten for at sikre, at ansættelseskontrakten ikke er i strid med ansættelsesbevisloven.