Fristen for registrering i Ejerregistret nærmer sig

Den 15. juni 2015 åbner det nye Ejerregister, og inden da skal alle eksisterende og nye A/S, P/S, ApS og IVS registrere deres ejere i registret. Registret er offentligt og dermed åbent for alle. Det vil derfor fremgå af registret, hvilke selskaber der endnu ikke har opfyldt deres forpligtelse til at registrere deres ejerforhold.

Alle selskaber skal registrere ejere, som ejer fem procent eller mere af aktierne/anparterne eller stemmerne i selskabet. Oprettelsen af Ejerregistret er en del af selskabsloven, der blev vedtaget i maj 2009 med det formål at skabe øget åbenhed og gennemsigtighed omkring ejerforholdene i danske selskaber. Herved kan Danmark i højere grad leve op til den EU-regulering, der skal modvirke hvidvask. Registret skal desuden forbedre offentlige myndigheders efterforskningsmuligheder.

Ejere af ihændehaveraktier, der ejer mindre end 5 procent af kapitalen eller stemmerne i ikke-børsnoterede selskaber, er også forpligtiget til at registrere deres besiddelser i ihændehaverregistret.

Det er vigtigt at være opmærksom på, at det offentlige ejerregister ikke afløser ejerbogen. Ejerbogen skal fortsat føres, idet denne blandt andet indeholder oplysninger om ejerskab mindre end 5 % af aktierne/anparterne eller stemmerne i et selskab.

Manglende registrering inden den 15. juni 2015 kan medføre bødestraf.