Godt nyt til de ca. 500.000 virksomheder, der indberetter moms på skat.dk

Skattestyrelsen informerer:

Ny digital løsning i momsindberetningen hjælper virksomheder til at indberette rigtigt fra start – og mindsker fejl.

Skattestyrelsen arbejder hele tiden for, at virksomheder og borgere indberetter og betaler det, de skal. Det betyder bl.a. også, at de løbende udvikler deres digitale løsninger og bruger data til at undgå fejl. F.eks. har Skattestyrelsen det seneste år udviklet nye digitale kontroller i momsløsningen.

Skattestyrelsen kan nu sammenligne flere tal med hinanden, og hvis de ser en difference, gør de opmærksom på det i selve indberetningen – og hjælper dermed med at løse problemet med det samme, når du indberetter. Samtidig betyder det, at Skattestyrelsen får de rigtige beløb ind, så de skal bruge mindre tid på at kontrollere og sende rykkere.

Et af de nye tiltag handler om moms ved EU-handel. Du vil i din momsindberetning få en adviseringstekst med det samme, hvis Skattestyrelsen kan se, at der er én eller flere uoverensstemmelser mellem din momsindberetning og indberetningen i systemet EU-salg uden moms. Og du får også hjælp til, hvordan du kan rette det, så du kan få problemet ordnet med det samme.  

På denne måde går kontrol og effektivisering – samt hjælp og vejledning – hånd i hånd.   

Resultaterne: En fjerdedel færre fejl

Den nye digitale momskontrol har allerede ved momsfristen i september 2023 medført, at der var en fjerdedel færre fejl i momsangivelserne blandt de virksomheder, som indberetter moms halvårligt, sammenlignet med året før. Blandt de virksomheder, som indberetter moms hvert kvartal, ser Skattestyrelsen knap en tredjedel færre fejl. Fejl, som ellers medfører rykkere og rettelser, mere sagsbehandling og ekstra arbejde for både Skattestyrelsen og dig, der indberetter. 

Samtidig ved Skattestyrelsen fra deres telefonvejledning, at de digitale kontroller har ført til, at flere virksomheder er blevet bevidste om denne indberetning og reglerne på området, og dermed har de højnet vidensniveauet og regelefterlevesen.  

Skattestyrelsen arbejder videre med andre nye digitale kontroller, der forbedrer momsindberetningen og mindsker fejl. Læs mere om dette og andre tiltag her: Ny momsløsning i TastSelv Erhverv skat.dk

Det møder du, når du indberetter

Når du indberetter moms, sammenholder Skattestyrelsen din indberetning i Rubrik A – varer/ydelser med de købsoplysninger, de har fra udlandet i samme periode.

I tjekboksene ud for de enkelte bemærkninger skal du svare på, om det beløb, du netop har indberettet i momsangivelsen, stemmer. Alternativt kan du kontakte din udenlandske leverandør og bede denne indberette korrekt på dit momsnummer.

På samme måde vil Skattestyrelsen sammenholde Rubrik B – varer/ydelser med din indberetning i systemet EU-salg uden moms.

Hvis de finder uoverensstemmelser mellem de beløb, der er indberettet i de to systemer, vil du få vist en side, hvor du kan se deres bemærkninger til din indberetning. Skattestyrelsen opfordrer dig herefter til at rette din indberetning enten i momsangivelsen eller i systemet EU-salg uden moms.

Hvis du ønsker at rette beløbet i den momsindberetning, du lige har lavet, kan du trykke på Ret indberetning nederst på siden.