Fremtidsfuldmagt for virksomhedsejere – værd at overveje!

Vi ved det alle sammen – pludselig kan lynet slå ned. Mange slår det hen og tænker – ”det sker ikke for mig”. Men inderst ved vi jo godt, at der altid er en potentiel risiko for, at vi kan blive ramt af en ulykke eller sygdom, der kan medføre nedsat funktionsevne i en periode og i værste fald permanent.

Skulle lynet slå ned, og man står som virksomhedsejer, kan det få alvorlige konsekvenser for virksomheden. Uden en fremtidsfuldmagt risikerer man, at virksomheden er uden ledelse i en kortere eller længere periode, hvilket kan få fatale konsekvenser, herunder økonomiske tab og risiko for konkurs. Med en fremtidsfuldmagt kan man således sikre virksomhedens drift i fremtiden. Og det er en rigtig god idé at have styr på sagerne inden, det risikerer at gå galt.

En fremtidsfuldmagt kan gives til en betroet medarbejder eller en medejer af virksomheden, som derved får fuldmagt til at træffe beslutninger i virksomhedens interesse, hvis man selv er ude af stand til det pga. ulykke eller sygdom. Alle, der er myndige og psykisk raske kan være fuldmægtige, men det er anbefalelsesværdigt at vælge en person, der har indgående kendskab til virksomheden og har evner indenfor virksomhedens kerneopgaver. Det er dog altid en god idé at tydeliggøre og konkretisere virksomhedens forhold i fremtidsfuldmagten, så der er klare retningslinjer for, hvorledes fuldmægtige skal varetage opgaverne.

Anvendelsesområde

En fremtidsfuldmagt for virksomhedsejere vil være begrænset til kun at omhandle virksomhedens drift. Det vil sige, at fuldmægtige ikke har indflydelse på fuldmagtgivers personlige eller privatøkonomiske forhold – det skal aftales særskilt. Fuldmagten kan også begrænses til kun at omfatte bestemte dele af virksomhedens drift – f.eks. en bestemt gruppe af medarbejdere eller drift af et nærmere angivet forretningsområde.

Fuldmægtigen kan kun træffe beslutninger, der er i virksomhedens interesse. Det vil sige, at beslutninger ikke må stride imod, hvad der er bedst for virksomhedens videre drift.

Fuldmægtigens beslutninger og indgåede aftaler vil dog have samme gyldighed, som hvis de var truffet af ejeren selv.

Gyldighedsbetingelserne for fremtidsfuldmagten

Efter udarbejdelse af fremtidsfuldmagten skal denne registreres i fremtidsfuldmagtsregistret og underskrives med digital signatur af både fuldmagtshaver og fuldmagtsgiver. Derefter skal fremtidsfuldmagten underskrives fysisk foran en notar indenfor en frist på 6 måneder.

Fuldmagten kan kun anvendes så længe, virksomhedsejeren er i live, og såfremt virksomhedsejeren ikke længere selv kan varetage driften af virksomheden pga. sygdom, ulykke eller alderdom. Så længe fuldmagtsgiver selv kan varetage virksomhedens interesser, er fremtidsfuldmagten ikke gældende. Hvis fuldmagtsgiver afgår ved døden, ophører fuldmægtiges beføjelser og et eventuelt virksomhedstestamente træder nu i kraft.