Undgå 6 typiske fejl, når I søger om momskompensation

Hvert år kontrollerer Skattestyrelsen en række ansøgninger om momskompensation for at se, om de stemmer overens med reglerne. Her støder de på nogle typiske fejl i ansøgningerne.

Den 23. marts sendte Skattestyrelsen brev til ca. 500 organisationer, der søgte momskompensation sidste år.

Som hjælp til at undgå fejl har Skattestyrelsen samlet en liste over 6 typiske fejl, som er vigtige at være opmærksomme på, fordi ingen skal have udbetalt for meget eller for lidt.

De 6 typiske fejl

1.    Der søges for udgifter, der ikke er moms på (f.eks. forsikringer, aviser og husleje).

2.    Der søges for den samlede udgift fremfor momsen alene.

3.    Der søges for udgifter til foreningens personale og frivillige (f.eks. kost, te, kaffe og frugt).

4.    Der søges for udgifter til ikke-almennyttige aktiviteter.

5.    Fakturaer opfylder ikke kravene (f.eks. ved udlæg, hvor en faktura er udstedt til køber frem for organisationen – eller ved MobilePay-betalinger, hvor der skal være en faktura for udlægget).

6.    Offentlige tilskud medregnes i den private indtægt ved opgørelsen af egenfinansieringsgraden.



Hvornår kan I søge?


I kan søge momskompensation for 2022 allerede nu og senest den 1. juli 2023 på skat.dk/blanket31033. Klik på Digital løsning og log på.

Har I spørgsmål?

Læs mere på skat.dk/momskompensation eller kontakt jeres revisor.