Nye regler om lempelse af afgift af rumvarme
Hotellers og lignende virksomheders afgift for rumvarme lempes fra 1. januar 2024. Reglerne betyder, at der er en andel af dine afgifter til varme, du kan få godtgjort.
Afgiften er delt op i henholdsvis en procesafgift og en rumvarmeafgift. Tilsammen udgør de 100 procent af afgiften. Afgifter af de fossile brændsler (gas, kul og mineralolie), som anvendes til opvarmning eller nedkøling af værelser ifm. indkvartering af gæster, kan godtgøres for den del, der udgør rumvarme (86,47 pct. i 2024), men du vil forsat skulle betale procesafgift, som udgør de resterende 13,53 pct.
Hvilket energiforbrug kan godtgøres
Ændringen dækker udelukkende den energi, der bruges ifm. indkvartering af gæster. Det vil sige den energi, der bruges på at opvarme eller køle værelser, levering af varmt vand til gæsterne og energi leveret fra udlejer af campingplads til lejerne.
Ordningen dækker kun virksomheder, der udlejer værelser for en kortere periode end en måned. Det betyder, at der ikke er regelændringer for situationer, hvor der udlejes til almindelig beboelse.
Hvilket energiforbrug kan ikke godtgøres
Reglen om lempelse omfatter ikke brændsler, der anvendes i forbindelse med tilhørende ydelser som bespisning, træningscenter, spafaciliteter, svømmehal, biograf m.v. Muligheden for lempelse omfatter heller ikke brændsler, som anvendes til opvarmning eller komfortkøling af f.eks. gangarealer, trapper, elevatorer, reception, fællesarealer, parkeringskælder mv.
Sådan måler du
Målingen kan enten foretages ved at montere en måler, der kan måle det direkte forbrug til godtgørelsesberettiget rumvarme i udlejede arealer, eller man kan bruge en skematisk fordelingsregel, hvor arealet af værelser regnes som en andel af virksomhedens samlede opvarmede areal, og herfra beregnes det forholdsmæssige energiforbrug.
I begge tilfælde ganges den opgjorte andel (enten målingen af de direkte forbrug eller opgørelsen af arealet af værelser) med 1,2. Dette er for at tage hensyn til forbruget i gangarealer, lobby mv., som ikke måles direkte eller indgår som en del af den skematiske fordelingsregel. Vær særligt opmærksom på, at man ikke må medregne opvarmning af bassiner på over 3 m3, som er placeret på fællesarealer.
Du kan læse mere om opgørelsesmetoden i Den Juridiske Vejledning.
Hvis du har spørgsmål, kan du kontakte Skattestyrelsen på 72 22 28 10.
Love og regler
De nye regler om lempet rumvarmeafgift for hoteller og lignende virksomheder kan findes i lovbekendtgørelse nr. 1797 af 28/12/2023.