Der er køretøjer, der normalt ikke er omfattet af reglerne om fri bil til rådighed.
Det gælder fx lastvogne, slamsugere, kranvogne, tankbiler og andre specialkøretøjer. Disse køretøjer anses ikke for egnede som alternativ til en privat bil, og privat kørsel i sådanne køretøjer udløser derfor ikke beskatning efter LL § 16, stk. 4.
Specialindrettede køretøjer er biler der almindeligvis er egnede som en privat bil, men som på grund af indretningen mv. ikke er egnet til at træde i stedet for en privat bil.
Disse køretøjer anses ikke for egnede som alternativ til en privat bil, og privat kørsel i sådanne køretøjer udløser derfor ikke beskatning efter LL § 16, stk. 4. Det er en forudsætning, at bilerne ikke må bruges – og rent faktisk ikke bliver brugt – til privat kørsel i øvrigt. Kun de biler, der efter deres art og fremtræden kan bruges som alternativ til en privat bil, er omfattet af LL § 16, stk. 4. Vurderingen er dog konkret.
Beskatning af privat kørsel i særlige køretøjer
Hvis der alligevel køres privat i særlige køretøjer, skal kørslen beskattes med udgangspunkt i LL § 16, stk. 3.
Der skelnes imellem følgende former for privat kørsel:
- Kørsel mellem hjem og arbejdsplads
- Privat kørsel i tilknytning til en erhvervsmæssig kørsel
- Privat kørsel i øvrigt.
SKM2017.504.ØLR (link) samt Højesteretdom (link)
En sag ved Højesteretten har medført, at en skatteyder skulle beskattes af fri bil, på trods af at køretøjet var specialindrettet i forbindelse med skatteyderens arbejde.
Sagen drejede sig om, hvorvidt en Toyota Hilux pickup, som var ejet af skatteyderens virksomhed og indregistreret til blandet erhvervsmæssig og privat anvendelse, stod til privat rådighed for skatteyderen. Skatteankenævnet havde i sagen fundet, at bilen udelukkende blev benyttet erhvervsmæssigt. Skatteministeriet indbragte afgørelsen for domstolene.
For domstolene accepterede skatteyderen, at Toyotaen stod til privat rådighed. Skatteyderen gjorde imidlertid gældende, at bilen var specialindrettet i en sådan grad, at den ikke kunne anses for egnet som alternativ til en privat bil, idet den blev brugt til de arbejdsopgaver vedkommende udførte for et VVS-selskab. Skatteyderen bestred dog ikke, at der skulle ske beskatning efter de almindelige regler for fri bil, hvis bilen ikke kunne anses for specialindrettet.
Årsagen hertil var, at bilen blev anvendt til kørsel mellem bopælen og virksomhedens adresse, herunder aflevering af datteren i en børnehave, der var beliggende på denne strækning. Det betød, at der på forsædet var installeret en barnestol.
Landsskatterettens argument
Landsretten bemærkede, at bilen var større end en normal personbil, samt at den i første række var designet til at blive benyttet til andre og mere krævende opgaver end personbefordring. Landsretten fandt dog, at en Toyota Hilux ikke som biltype adskiller sig fra normale personbiler på en så afgørende måde, at den allerede før eventuelle modifikationer kunne anses som uegnet til at blive anvendt som normal bil. Landsretten bemærkede herved, at den omhandlede Toyota da også var indregistreret til delvis privat kørsel.
Toyotaen var indrettet på en måde, der var hensigtsmæssig for, at skatteyderen kunne udføre sine arbejdsopgaver for VVS-selskabet. I kabinen bag passagersædet var der en reol med værktøj, som var fastmonteret til gulvet og en mindre reol var monteret bag førersædet. I lastrummet var der værktøj, pakker og reservedele, herunder en affugter. Den foretagne arbejdsmæssige indretning af bilen betød imidlertid ikke, at Toyotaen ophørte med at være et egnet alternativ til en privat bil.
Det forhold, at der var et erhvervsmæssigt behov for, at en stor del af bilen var uden reoler, således at der kunne transporteres større arbejdsredskaber, reservedele, grussække mv., betød ikke, at bilen kunne anses for specialindrettet i skattemæssig henseende. Bilen fremtrådte i øvrigt ikke tilsmudset og lugtende, sideruderne var ikke tildækket, og bilen var ikke forsynet med firmalogo eller lignende (dette skyldtes dog, at firmaet var ved at skifte logo på standsnings-tidspunktet).
Landsskatterettens dom
Landsretten anførte herefter, at det forhold, at der var monteret et skuffemodul bag passagersædet og en rengøringsvenlig bundplade, ikke medførte, at Toyotaen derved ophørte med at være et egnet alternativ til en privat bil. Heller ikke det forhold, at der angiveligt var et erhvervsmæssigt behov for, at størstedelen af bilen forblev umøbleret, kunne indebære, at bilen måtte anses for specialindrettet. Endelig lagde landsretten vægt på, at bilen ikke fremtrådte tilsmudset og lugtende, at sideruderne ikke var dækket til, og at den ikke var forsynet med firmalogo eller lignende.
Skatteministeriet fik derfor medhold i, at skatteyderen skulle beskattes af værdien af fri bil.
Højesterets dom
Af de grunde, der er anført af landsretten, og da det er uden betydning, om der tillige måtte have været fastmonteret en mindre reol med hylder bag bilens førersæde, stadfæster Højesteret dommen.
Hvad betyder det for dig?
Det er dig der skal bevise, at bilen ikke kan anses for at være egnet til privatkørsel, hvis du stoppes af SKAT. Vær derfor opmærksom på, om din erhvervsbil i skattemæssig forstand kan anses for at være specialindrettet i en sådan grad, at den ikke kan anses for at være egnet til privatkørsel, så du derved ikke skal beskattes af værdien af fri bil.
